Overdrejning er noget, man helst vil undgå, ud fra både et sikkerhedsmæssigt og et omkostningsmæssigt perspektiv. I et af vores udviklingsprojekter har vi derfor udviklet et system, der advarer dig, når din lastbil og påhængsvogn er på vej mod overdrejning. Men inden vi går videre, er det vigtigt at få på plads, hvad overdrejning er, og hvilke skader der kan opstå i forbindelse med en sådan uheldig hændelse.
Det, der sker ved en overdrejning, er, at påhængsvognen drejes ind mod lastbilen i en vinkel, der er for snæver, så påhængsvognen og lastbilen kommer til at stå i et V eller et L, og vogntoget låses fast. Hvis du selv har prøvet det, ved du, at det er forbundet med en stor sikkerhedsrisiko og kan blive dyrt at udbedre. Hvis du beskadiger f.eks. gavle, trækbjælke, kobling, trækøje og trækstang, kan omkostningerne lande på alt mellem 13.000 og 50.000 kr. – pr. skade. Og det er blot reparationsomkostningerne, efter at en inspektion er udført. Desuden fører lastbilens stilstandstid andre omkostninger med sig som for eksempel mistede opgaver, forsinkede kundeleverancer, logistikplanlægning og personalespørgsmål.
Man kan ikke med 100 % sikkerhed vide, ved hvilken vinkel der opstår overdrejningsskader, eller ved hvilken vinkel man ikke længere kan kompensere og redde situation, for det afhænger helt af køretøjets opbygning.
Overdrejning sker ofte, når man bakker. Det kan for eksempel ske, hvis man ikke vil frakoble køretøjet, men i stedet vinkler det i forhold til anhængeren eller påhængsvognen, så man kan tippe lasten af over trækstangen, hvilket altid sker ved bakning. Det kan også ske, når man befinder sig på en trang vendeplads og er nødt til at vinkle vogntoget for at komme rundt. Eller det kan ske, når man henter tømmer inde i en skov eller ved entreprenørkørsel, f.eks. ved vejarbejde eller på byggepladser. Det betyder altså, at det daglige arbejde for en erhvervschauffør ofte indebærer en risiko for overdrejning.
I et af vores udviklingsprojekter har vi udviklet et nyt system, som advarer chaufføren før overdrejning. Systemet giver forskellige lydsignaler i god tid, så chaufføren kan nå at reagere og undgå situationen. På den måde øges ikke bare sikkerheden for chaufføren og medtrafikanterne; man undgår også dyre reparationer på vogntoget, der som tidligere nævnt er en følge af overdrejningsskader.
Det digitale system er opbygget af radarsensorer, som registrerer, om der er risiko for overdrejning. Sensorerne muliggør sammen med reflektorer på trækstangen en meget præcis vinkelmåling. Samme system kan også anvendes til vejledning ved tilkobling af påhængskøretøjet.
For at opnå en optimal funktion og brugeroplevelse vil systemet kommunikere og fungere sammen med VBG's brugergrænseflade og øvrige komponenter, f.eks. kobling og underkøringsværn.